Kuludfasning (stop for afbrænding inden 2025)

Klimarådet anbefaler fortsat, at kul udfases fra el- og fjernvarmeforsyningen, herunder også Nordjyllandsværket, snarest muligt.
Energi, industri og varme
År
2020
Anbefalingens status
Gældende med modifikationer
Er anbefalingen fulgt?
Delvist
Emner
Fossile brændsler
Påvirkning af udledninger
Nationale
Seneste opdatering af status
Anbefalingens status
Udvikling siden udgivelse

Siden Klimarådets rapport er der lavet en plan for udfasning af kul i Odense inden 2025. Denne dato er blevet udskudt flere gange og senest september 2022 er det blevet meldt ud, at udfasningen af kul er udskudt til foråret 2024 på grund af krigen i Ukraine (kilder: Odense Kommune og TV2fyn). Det er dog stadig planen først at udfase kul på Nordjyllandsværket i 2028. Derfor vurderes anbefalingen at være delvist fulgt.

Grundet bekymringer for elforsyningssikkerheden i vintersæsonerne 2022/2023 og 2023/2024 har regeringen påbudt Ørsted at holde tre blokke på henholdsvis Esbjergværket, Studstrupværket og Kundbyværket midlertidigt i drift. To af disse blokke anvender kul. Lukningen er midlertidigt udskudt til 30. juni 2024 (kilde: Klima, Energi og Forsyningsministeriet).

Den 4. februar 2022 førstebehandlede Folketinget Marie Bjerres (Venstre) forslag om, at staten skal støtte en fremrykning af udfasningen af kul på Nordjyllandsværket. Og her besluttede et flertal i Folketinget ikke at give statsstøtte til, at udfasningen af kul på Nordjyllandsværket kunne fremrykkes til 2025.

Det er endnu uvist om den kommende CO2-afgift vil føre til, at Nordjyllandsværket lukker inden 2028.I et svar til Folketinget i marts 2022 skriver Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen ifm. et spørgsmål om ekspertgruppen for en grøn skattereforms afgiftsforslag og Nordjyllandsværket i marts 2022: "Det er således vanskeligt på det foreliggende grundlag at vurdere effekten af afgiftsmodellerne på såvel den generelle drift på Nordjyllandsværket som implikationer for udfasningen af kul på værket, herunder også omkostninger for forbrugerne. En beslutning om en fremrykning af kul-udfasningen på Nordjyllandsværket afgøres i sidste ende af værkets ejer."

Meget tyder på, at det kan blive svært at realisere en fuldstændig kuldudfasning inden 2025, men Klimarådet anbefaler fortsat, at kul udfases fra el- og fjernvarmeforsyningen, herunder også Nordjyllandsværket, snarest muligt. Anbefalingen er altså gældende med modifikationen, om at det skal ske snarest muligt, hvis det ikke kan nås inden 2025: status = gældende med modifikationer.