Udbredelsen af biomasse i Danmark har i høj grad været drevet af favorable rammevilkår. Det er ifølge Klimarådets rapport fra 2018 dog ikke al biomasse, der er lige godt for klimaet. Samtidig er biomasse globalt set en knap ressource. Derfor er det vigtigt, at rammevilkårene kun tilskynder til brug af biomasse, der er så klimavenlig som mulig og at biomasse kun bør indgå som en del af fremtidens energisystem, hvis det lever op til kriterier for bæredygtighed i relation til klimaet.
Biomasse anvendes blandt andet i kraftvarmeværker, der producerer fjernvarme. Derfor er biomasse underlagt regulering på fjernvarmeområdet. Det gælder fx kraftvarmekravet og brændselsbindinger, der begrænser selskabernes muligheder for brug af teknologi, idet de tvinges til at vælge teknologier, der både kan producere både varme og elektricitet.
Kraftvarmekravet
Kraftvarmekravet blev stillet for at sikre samproduktion af el og varme på centrale kraftværker for at opnå høj effektivitet. I dag er dette et forældet krav, da elproduktion i stigende grad sker med vind og sol, og varmeproduktion overvejende skal elektrificeres. Dermed medfører kraftvarmekravet, at der benyttes biomasse på kraftvarmeværker på bekostning af brændselsfrie teknologier som varmepumper og solvarme. Analyser har vist, at varme fra varmepumper i mange tilfælde er samfundsøkonomisk billigere end varme produceret med biomasse, og derfor er krav som fx kraftvarmekravet med til at fordyre den grønne omstilling. Udfasning af kraftvarmekravet skal tænkes sammen med øvrige ændringer af rammevilkårene. Det er først og fremmest vigtigt at have afgiftssystemet på plads, så en ophævelse af kraftvarmekravet ikke fører til uhensigtsmæssig udbygning med biomassekedler i områder, hvor varmepumper ville være en samfundsøkonomisk bedre løsning.
Nettofordelsmodellen
Nettofordelsmodellen lader kraftvarmeværkerne tjene ekstra profit. Et varmeværk er underlagt hvile-i-sig-selv-princippet og kan derfor ikke skabe ekstraordinær profit. Den såkaldte nettofordelsmodel modererer dog dette princip ved at lade de centrale kraftvarmeværker beholde en del af den afgiftsbesparelse, der kan opnås ved at skifte fra kul til biomasse. Med den gældende afgiftsstruktur, der favoriserer biomasse, kan nettofordelsmodellen bidrage til en uhensigtsmæssig overinvestering i biomasse. I et reformeret afgifts- og tilskudssystem, der ikke forvrider valget mellem forskellige energikilder, er det fordelagtigt at lade nettofordelsmodellen gælde for omstilling til alle vedvarende energikilder for at tilskynde til en omkostningseffektiv grøn omstilling.
Brændselsbindingerne
Brændselsbindingerne forhindrer vedvarende energi i at fortrænge naturgas. Brændselsbindingerne er med til at bestemme, hvilke brændsler der kan bruges i forskellige områder. Værker skal benytte naturgas, hvis de ligger i et decentralt område, der allerede er udlagt til naturgas. Brændselsfrie teknologier som varmepumper eller solvarme er dog undtaget brændselsbindingerne. Men brændselsbindingerne udgør en hindring for at producere varme på biomasse. Værker, der er underlagt brændselsbindingerne må kun benytte biomasse, hvis de producerer kraftvarme. For mange mindre værker er det svært at få økonomi i biomassekraftvarme, og derfor umuliggør brændselsbindingerne i realiteten brug af fast biomasse til varmeproduktion. Hvis brændselsbindingerne udfases, vil klimabæredygtig biomasse få bedre mulighed for at konkurrere i områder med naturgas og dermed få mulighed for at fortrænge fossile brændsler. Ligesom med kraftvarmekravet bør brændselsbindingerne først afskaffes, når biomassens afgiftsfavorisering er fuldt ud elimineret for at undgå uhensigtsmæssige investeringer i biomassekedler.
