Debatindlæg

Personbilerne skal skubbes op ad bakken

Bilernes motorteknologi er efter hundrede års stilstand endelig ved at ændre sig. Det er afgørende nyt for transportbranchen, der har svært ved at nå målene for reduktion af drivhusgasser frem mod 2030, skriver DTU-forsker Niels Buus Kristensen.

Af Niels Buus Kristensen
Institutleder for DTU Transport og medlem af Klimarådet

El-biler har aldrig været genstand for større interesse. Selv min 12-årige datter, som ellers ikke interesserer sig for biler, spørger, om familien ikke skal have en Tesla. Der sker i det hele taget spændende ting med teknologierne i øjeblikket.

For cirka et årti siden begyndte bilproducenterne – stærkt hjulpet af EU-krav til CO2-udslippet – for alvor at satse på at udvikle biler med bedre brændstoføkonomi og biler med nye drivmidler. Det sidste begynder nu for alvor at bære frugt.

Tesla annoncerede for nyligt deres meget omtalte Model 3 og modtog i løbet af ganske kort tid 325.000 reservationer på biler. Vel og mærke mere end et år før bilen kan leveres. Det interessante i denne sammenhæng er, at Teslas Model 3 med den annoncerede pris på $ 35.000 prismæssigt er sammenlignelig med en tilsvarende benzinbil og samtidig kan køre mindst 300 km på en opladning. Andre bilproducenter, eksempelvis Chevrolet, har også annonceret lignende elbiler med lange rækkevidder.

Selv min 12-årige datter, som ellers ikke interesserer sig for biler, spørger, om familien ikke skal have en Tesla.

Teknologier modnes hurtigere end forventet
At elbiler bliver konkurrencedygtige på prisen er en vigtig milepæl i den grønne omstilling. Afgiftssystemet kan hjælpe elbilerne på vej, men der er behov for billigere batteriteknologi, hvis vi for alvor skal have flere elbiler på vejene. Iagttagere har længe haft forventninger om et fald i prisen på elbiler i takt med, at verdens produktionskapacitet af batterier flerdobles, og i en analyse fra februar i år forventer det amerikanske finansmedie Bloomberg, at 35 procent af alle verdens nye biler i 2040 er enten elbiler eller opladningshybrider.

Det er ikke kun på elbilsområdet, at transportsektoren rykker. Toyota har allerede sat verdens første serieproducerede brintbil til salg. Hvis brinten er produceret på vedvarende energi, er brintbiler klimamæssigt lige så attraktive som elbiler, når disse drives af grøn strøm, men de har den fordel, at rækkevidden er længere. Teknologien er stadig dyr, men det er interessant, at en stor bilproducent ser et potentiale for masseproducerede brintbiler.

Nye tiltag er nødvendige
I forrige århundrede steg udledningerne i takt med, at vi transporterede os mere, men siden årtusindskiftet har mindre biler og forbedret brændstoføkonomi fået kurven til at flade ud. Stadigt mere effektive biler vil naturligvis bidrage til at nedbringe CO2-udledningen, men det bringer os ikke i mål i forhold til den 40 procents reduktion i 2030 i forhold til 2005-niveau inden for den såkaldte ikke-kvotesektor, som vi sandsynligvis bliver pålagt af EU, og som transporten må bidrage med sin andel til.

I de sidste mange år har transporten ikke formået at reducere sine udledninger, og EU’s kommende mål for medlemslandenes reduktioner i 2030 inden for ikke-kvotesektoren, hvori transporten indgår, ventes at blive stramme for Danmarks vedkommende. 

Frem mod 2030 er vi derfor nødt til at få gang i yderligere tiltag: For det første skal vi finde en måde at fremme overgangen til nye drivteknologier som elbiler, og for det andet skal vi øge iblandingen af biobrændstoffer og anvendelsen af biogas – særligt i tung transport, som ikke umiddelbart kan køre på el.

Lang vej igen
Selv med ambitiøse antagelser om forbedringen i den konventionelle bilparks gennemsnitlige brændstoføkonomi og en iblanding af biobrændstoffer, der overstiger, hvad bilerne er klar til i dag, vil det kræve op mod en million elbiler eller andre lavemissionsbiler i 2030, hvis vi antager at persontransporten skal reducere sine udledninger i 2030 med 40 procent i forhold til 2005-niveau.

Så mange elbiler vil realistisk set kræve et årligt elbilsalg, der allerede inden 2020 er mange gange større end de godt 4.000 biler, der blev solgt i rekordåret 2015.

I dag kører der cirka 8.000 elbiler rundt på de danske veje ud af en samlet danske bilpark på ca. 2,3 mio. personbiler, og vi blander kun 5-7 procent biobrændstof i vores benzin og diesel. Vi er altså knap nok kommet i gang, og selvom de seneste teknologiske nyheder er lovende, er der næppe nogen tvivl om, at transporten står over for en betydelig klimaudfordring.

Hvis vi skal nå i hus med omstillingen, kræver det et skub på bagsmækken, for at personbilerne kan nå op over toppen af bakken i tide.

 

(Indlæg bragt i Altinget d. 19.04.2016)